Boletus subtomentosus
Kategori:
Rørhatfamilien
Status:
Spiselig
Gode kendetegn hos Filtet Rørhat
Juli-oktober – Løv- og nåleskov – Hat 3-12 cm
Stærk filtet olivenbrun hat og lysende gule rør
Filtet rørhat er ganske almindelig i Danmark og vidt udbredt. Den er spiselig, men har ikke nogen fremtræden smag og er derfor mest anvendelig i en blanding med stærkere smagende svampe. Den har ikke nogen særligt fremtædende kendetegn, hvilket kan gøre den svær at bestemme. Den kan med fordel tørres og gemmes til senere brug.
På engelsk kendes svampen som Suede Bolete. Andre navne inkluderer Brown and Yellow Bolete, Boring Brown Bolete og Yellow-Cracked Bolete.
Hatten er 3-12 cm, tør, olivenbrun til olivengul og stærk filtet. Hathuden er ikke opsprækkende.
Rørene er først lysende gule, men bliver senere mere smudsigt gulgrønne. De er tilvoksede og let løselige fra hatten. Desuden bliver de ikke blålige ved tryk.
Stokken er gul eller bleg gulhvid og kan blive op til 10 cm høj. Øverst har den et meget groft net. Kan blive svagt blånende ved gennemskæring.
Kødet er blødt, blegt gulhvidt og kan eventuelt være svagt blånende.
Svampen har ingen udpræget lugt eller smag.
Filtet Rørhat er almindelig i alle typer skov. Den findes ofte i småflokke.
Den findes i størstedelen af Europa, men kan ligeledes findes i både Asien, Nordamerika og Australien.
Filtet Rørhat kan forveksles med andre rørhatte med en filtet hat. De andre har dog antydninger af rødlig farve, hvor Filtet Rørhat ikke har dette. Ingen mulige forvekslinger er giftige. En af de mulige forvekslinger kunne være Peber-Rørhat, men denne har en kraftigt brændende smag, som gør den let at kende.