Phallus impudicus
Kategori:
Stinksvampfamilien
Status:
Spiselig
Sted:
Løvskov
Sted:
Nåleskov
Gode Kendetegn hos Almindelig Stinksvamp
Juni-oktober – Løv- og nåleskov – Frugtlegeme 10-20 cm
Cylindrisk frugtlegeme, hvid stok og kraftig stank
Almindelig Stinksvamp er meget almindelig i de danske skove og er kendt for sin karakteristisk form, som dens navn på latin også angiver. Det er muligt at spise det hvide stykke i hekseægget (juvenilt stadie), som smager af nødder. Det er dog kun et meget lille stykke svamp og derfor ikke noget man bliver mæt af.
På engelsk kaldes svampen for Common Stinkhorn.
Frugtlegemet bliver op til 20 cm højt og 4 cm tykt. I toppen sidder der en kegleformet hætte, som har en flad top. Den er fyldt med kamre, der indeholder den grønne sporemasse. I starten er kamrene ikke synlige, men de bliver efterhånden synlige når massen forsvinder. Hætten er hvid til cremefarvet. Stokken er hvid, hul og bliver bredere mod basis. Frugtlegement bryder frem fra et hekseæg, som beskriver det juvenile stadie. Hekseægget er hvidt, æggeformet med et tykt lag gele under overfladen. Ved gennemskæring kan man se hvidt væv, som senere hen bliver til stokken. Dette er den spiselige del af svampen.
Svampen har en meget kraftig og ubehagelig lugt.
Almindelig Stinksvamp er meget almindelig både i løvskov og nåleskov. Den er særligt glad for næringsrig jord. Man kan ofte lugte den før man finder den. Sæsonen starter i sommeren og strækker sig ind i efteråret.
Svampen kan til tider forveksles med Sand-Stinksvamp, som ligner meget. Denne vokser dog kun i klitter og har en rødlig farve på ydersiden af hekseægget. Den har heller ikke den samme ubehagelige lugt.