Amanita fulva
Kategori:
Fluesvampfamilien
Status:
Spiselig
Sted:
Birk
Gode Kendetegn hos Brun Kam-Fluesvamp
Juni-oktober – Ved birk, bøg eller eg – Hat 5-10 cm
Kamfuret hat med brun farve samt hvidlig fodpose
Brun Kam-Fluesvamp er meget almindelig i Danmark og den er spiselig. Det er ikke en af de gode svampe til spisning, da man skal være øvet svampejæger for at samle den til at bruge i køkkenet. Den ligner nemlig andre fluesvampe, som er giftige. Man skal derfor være rigtig forsigtig. Hvis man går efter svampen til spisning skal man vælge de unge eksemplarer. Nogle kilder beskriver desuden, at den kan være mildt giftig, hvis den spises rå.
Historisk set blev svampen først placeret i en anden familie, da den ikke har ring på stokken, som mange andre fluesvampe. Den blev dog senere vurderet til at være meget tæt beslægtet med fluesvampe, hvorefter den blev en del af denne familie.
På engelsk har svampen navnet Tawny Grisette. Den kendes ikke under mange andre navne udover dette og sit navn på latin – amanita fulva.
Hatten bliver op til ca. 10 cm bred, men er ofte mindre. Den har en brun til brunlig hatfarve, som nogle gange kan have orange nuancer. Farven er typisk kraftigere mod hatmidte og den kan være helt hvid i farven ved hatranden. Dette ses specielt ved ældre eksemplarer.
Lamellerne er frie og tætte. Kødet er hvidt, men kan virke cremefarvet. Stokken er hvid og den har ingen ring, hvilket er et godt kendetegn for svampen. Den kan blive op til ca. 15 cm høj. Den er hul og rimelig skrøbelig. Ved bunden af stokken sidder en fodpose, som kendes fra fluesvampe. Denne fodpose er et godt kendetegn for svampen. Kig efter fodposen og dens farver for at have god mulighed for bestemmelse.
Svampen har en mild smag og ingen nævneværdig lugt.
Brun Kam-Fluesvamp vokser meget almindeligt rundt omkring i Danmark. Den findes i alle de større skovområder, så der er stor chance for at støde på en, hvis betingelserne er rigtige.
Den vokser mest sammen med værterne birk, bøg, eg og gran. Du kan altid finde den ved flere forskellige værter. Den kan findes fra juni til oktober, men det er afhængigt af vejret.
I nogle tilfælde kan Brun Kam-Fluesvamp forveksles med Grøn Fluesvamp, da de begge har en fodpose. Herefter er der dog ikke mange ligheder. Grøn Fluesvamp har en ring på stokken samt en væsentlig mere grønlig hat. Her er Brun Kam-Fluesvamp meget mere brunlig i hatfarven samtidig med at den ikke har ring på stokken. Vær dog opmærksom på denne forvekslingsmulighed, da Grøn Fluesvamp er dødeligt giftig.
Den tætteste forveksling findes hos Grå Kam-Fluesvamp. Denne har samme fodpose og mangler ligeledes en ring på stokken. Den har dog en mere grå/grålig farve på hatten. Farverne kan dog variere alt efter vejret og alder på svampen. Den bedste måde at skille dem ad er på fodposen, hvor farverne typisk er lettere at skelne fra hinanden. Her kan du se Brun Kam-Fluesvamps brune og hvidlige farver og Grå Kam-Fluesvamps grå og hvidlige farver.