Agaricus xanthodermus
Kategori:
Champignonfamilien
Status:
Giftig
Sted:
Løvskov
Sted:
Nåleskov
Gode kendetegn hos Karbol-Champignon
Juli-oktober – Løvskov og nåleskov – Hat 6-10 cm
Kromgul farve ved stokken og speciel lugt
Karbol-Champignon er svagt giftig og forårsager opkast, hvis man indtager den. Den genkendelige karbollugt bliver endnu stærkere ved tilberedning. Den er mest kendt for at være en giftig champignon, da mange andre svampe i familien er spiselige.
På grund af denne svamp er champignonfamilien ikke den bedste gruppe af svampe at starte med som begynder. Du skal derfor gøre dig meget bekendt med forvekslingsmuligheder.
På engelsk har svampen navnet Yellow-Staining Mushroom eller bare Yellow-Stainer. Den har fået dette navn på grund af den gule farve ved stokken og ved beskadigelse.
Hatten er normalt mellem 6-10 cm, men kan blive op til 15 cm hos nogle eksemplarer. Den starter ud som konveks, men bliver fladere med alderen. Hatten kan næsten forekomme firkantet hos unge eksemplarer. Den er glat og tør, men kan virke skællet som gammel. Den er kalkhvid og svagt brunlig. Bliver kromgul ved tryk.
Lamellerne er temmelig smalle og tætte. De starter som lyserøde, men bliver chokoladebrune med alderen.
Den hvide stok kan blive op til 12 cm høj og er slank. Den er lidt knoldet ved basis. Den har en ring tæt ved hatten.
Karbol-Champignon har ikke en udpræget smag, men smag ikke på svampen! Den har en meget karakteristisk speciel lugt, som minder om jod eller blæk. Den bliver især fremtræden, hvis svampen har mærker eller er blevet skåret over. Specielt hvis basen er skåret op, vil svampen afgive en kraftig lugt. Den bliver ligeledes stærkere ved tilberedning. Man skal dog ikke tilberede eller spise svampen!
Svampen vokser gerne spredt eller i mindre grupper i græs eller i kultiverede områder. En sjælden gang kan den vokse i skoven. Den vokser fra sommer til efterår i Danmark.
De gode kendetegn for Karbol-Champignon gør, at man kan bestemme den fra de spiselige champignon-arter. Karbollugten er specielt stærk ved basis af svampen. Desuden er et af de bedste kendetegn den kromgule farve, som svampen får ved stokken. Denne farve får den også, hvis du skraber i hatten med din negl. Det er derfor en god måde at kende denne giftige svamp fra de andre forvekslinger.
Nogle af de mulige forvekslinger i champignonfamilien inkluderer Ager-Champignon, Mark-Champignon og Prægtig Champignon.