Hygrocybe conica
Kategori:
Hygrophoraceae
Status:
Uspiselig
Sted:
Græs
Gode Kendetegn
Juli-oktober – Græs og marker – Hat 1-4 cm
Kegleformet svamp med gul og rød hat som sortner med tiden
Om Svampen
Kegle-Vokshat er almindelig i Danmark og er ikke spiselig. Man er stadig ikke helt sikker på om svampen har en mild gift i sig, da der er gamle beskrivelse af forgiftninger efter indtagelse af svampen.
Svampens Struktur
Hatten bliver op til 4 cm bred og er meget kegleformet hos unge svampe, men bliver mere konveks hos ældre eksemplarer. Den har en hævet midte og er klæbrig hos unge svampe, men bliver senere tør. Den er glat og har en lys rød/orange farve, som bliver mere orange/gul med alderen. Den sortner med tiden og bliver til sidst sort over det hele. Lamellerne er først blegt gule, men sortner ligesom resten af svampen. De er relativt tætte. Stokken bliver op til 9 cm høj og 1 cm tyk. Den er orangegul/orange, men er hvid mod basis. Den er tør, skør, hul og sortner. Kødet har samme farve som hatten.
Lugt og Smag
Kegle-Vokshat har ingen udpræget lugt eller smag.
Vækst
Svampen vokser på græsarealer eller i lysninger i skoven. Typisk kan man finde den sammen med andre vokshatte. Den er mest hyppig i oktober, men kan ligeledes findes i månederne optil.
Forvekslinger
Hatfarverne og de sorte farver, som kommer med alderen, er meget karakteristiske og gør den utrolig svær at forveksle med andre svampe. Den kan meget sjældent ligne Klit-Vokshat og Skarlagen-Vokshat. Klit-Vokshat har gul/orange lameller og sortner langsommere og sjældent over hele svampen. Skarlagen-Vokshat ligner Kegle-Vokshat, men sortner slet ikke.
Læs mere om svampen: