Boletus reticulatus
Kategori:
Rørhatfamilien
Status:
Spiselig
Gode Kendetegn hos Sommer Rørhat
Juni-november – Under bøg og eg – Hat 10-15 cm
Tør hat og net på stokken
Om Svampen
Sommer Rørhat findes almindelig i Danmark i sensommeren og er en rigtig god spisesvamp. Den kan anvendes på samme måder som Karl Johan og har samme gode smag. Den er dog ofte angrebet af larver.
Svampens Struktur
Hatten bliver op til 15(20) cm bred og er brun. Når den er tør får den en mere chokoladebrun farve. I tørt vejr sprækker hatten desuden ofte og eksponerer det hvide kød under overfladen, som kan ligne et net. Rørene er hvide hos unge svampe, men bliver senere gule og til sidst mere grønne. Stokken er meget tyk og hvidlig til lysebrun. Den har desuden et fint lysebrunt net.
Lugt og Smag
Sommer Rørhat har en jordlig lugt og en god mild smag.
Vækst
Svampen findes i sensommeren, som har været med til at give den dens navn. Den gror både enkeltvis, få sammen og en sjælden gang mange sammen. Hen på sæsonen, hvor den egentlige svampesæson topper er den svær at finde. Den findes under bøg og eg og ofte de samme steder, som man ville kunne finde Karl Johan.
Forvekslinger
Sommer Rørhat ligner meget Karl Johan, som dog har en mere slimet hat. Rødbrun Rørhat ligner ligeledes meget, men vokser på sandbund under fyr. Dens farve er mere mørkebrun og nettet på stokken har et mere rødt/brunt net. Det er en fin spisesvamp. Galderørhat kan også ligne, men den har en meget bitter smag og findes mest under nåletræer. Rørene bliver desuden hurtigt lyserøde og nettet på stokken er grovere.