Craterellus Cornucopioides
Kategori:
Kantarelfamilien
Status:
Spiselig
Sted:
Løvskov
Gode kendetegn hos Trompetsvamp
August-oktober – Løvskov – 5-12 cm høj
Sort gråbrun og med dyb tragtform
Om svampen
Trompetsvamp er almindelig i Danmark og det er en god spisesvamp. Dette er på trods af, at den ikke ved første øjekast ligner den mest appetitvækkende svamp. Den er specielt velegnet til tørring og kan knuses og anvendes som krydderi. Den bliver også kaldt den sorte kantarel eller de dødes trompet. Den har desuden et meget højt indhold af protein.
Svampens struktur
Trompetsvampen har ikke nogen egentlig hat, men derimod en kraftig tragtform. Tragten kan flade lidt ud på ældre svampe. Anderledes end de andre kantarelarter har den ikke ribber ned af siden, men kan have folder. Ligesom der ikke er nogen egentlig hat, er der heller ikke nogen egentlig stok, da hulheden i svampen fortsætter hele vejen gennem svampen.
Kødet er tyndt og sejt.
Sporekast er cremefarvet.
Lugt og smag
Svampen har en behagelig mild lugt og smager ligeledes mildt.
Vækst
Trompetsvamp vokser tit i store flokke og hører hjemme i bøgeskov. Den kan ofte findes samme steder som Almindelig Kantarel. Den gror tit i jord, hvor der samtidig gror anemoner. Den bedste periode at finde den i er perioden fra august til og med oktober. Dog inden nattefrosten kommer, da denne ødelægger svampen. Svampen kan findes i store dele af Europa, Nordamerika, Japan og Korea.
Forvekslinger
Trompetsvamp har et meget karakteristisk udseende og kan derfor ikke forveksles med en anden lignende art. Du kan se alle svampe i Kantarelfamilien her.
Credit for billeder frigivet under CC BY 3.
Billede 1: David Perez
Billede 2: tomasz przechlewski